Madame Champagne E-Book

Leonora Christina Skov

• Herausgeber: SAGA Egmont
• Kategorie: Abenteuer, Thriller, Horror
• Sprache: Deutsch
• Veröffentlichungsjahr: 2018

Seitenzahl: 240

Beschreibung

Linn und Isak Lauretius sind berühmt, haben Kinder und Au Pair-Mädchen. Jetzt sollen beide für ein Lifestyle-Magazin portraitiert werden. Aber die Journalistin Kate Karlund weiß zu viel. Zudem möchte sie das Saubermann-Image von der glücklichen Familie in tausend Stücke zerschlagen. Was sind das für Leichen, die Linn im Keller hat und die so schwer wiegen, dass sich einige Menschen aus ihrer Vergangenheit so fürchterlich an ihr rächen wollen?"Madame Champagne'" ist ein sensibles Porträt einer sich in einer Krise befindenden Ehe. Ein zeitgenössischer Thriller, basierend auf einer sexuell übertriebenen Gesellschaft. Er schildert den Sumpf aus Misserfolg und Ausbeutung und spielt immer wieder mit Begriffen wie Schuld und Verantwortung."Mit dem Erotikthriller 'Madame Champagne' setzt die Schriftstellerin Leonora Christina Skov ein deutliches literarisches Zeichen ... ein zeitgenössischer Roman, der erfolgreich ein nuanciertes Bild der heutigen polarisierenden Sexualdebatte gibt." - Anette Dina Sørensen, Politiken.-

Leseprobe

Leonora Christina Skov

Champagnepigen

Roman

Lindhardt og Ringhof

Champagnepigen

Copyright © 2007, 2018 Leonora Christina Skov

All rights reserved

Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Omslag: Simon Lilholt i samarbejde med Leonora Christina Skov

Omslagsfoto: Elle Moss

ISBN: 9788711401422

1. e-bogsudgave, 2018

Format: EPUB 3.0

Den trykte udgave af samme titel er udgivet med ISBN: 9788711902769.

Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.

Tak til Kunstfonden og Toyota-Fonden for økonomisk støtte til arbejdet med romanen

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Til min elskede Annette

Mezzaninen

Lovina, Bali

– Jeg har slået to mennesker ihjel, Wayan.

Det føles mærkeligt at sige det højt på den måde. To mennesker. Ihjel. Ud for os speeder alle fiskerbådene op og sætter efter en flok springende delfiner, og jeg finindstiller kikkerten og borer tæerne ned i sandet, der er helt køligt på denne tid af morgenen.

– Guderne skal vide, at de fortjente det begge to, men ... jeg ved ikke ...

Jeg betragter turisterne, der hænger ud over rælingen med deres kameraer, og Wayan peger i den anden retning. Hans tænder er uimodståeligt hvide, og jeg vil hellere se på ham end på delfinerne, der flygter fra byens turister, men han bliver ved at pege.

– Ja, ja, jeg har set dem. Vi sidder og glor på de skide delfiner hver eneste morgen.

Det er ikke helt rigtigt. I går lå vi for eksempel i min dobbeltseng i et af de mange små huse, der udgør Hotel Sortaya, og Wayan lå mellem mine ben. En gang imellem løftede han hovedet og så på mig med det der skælmske blik, der bliver ved at hjemsøge mig, når vi er fra hinanden og ja, ja, selvfølgelig gav jeg efter til sidst. Ganske højlydt endda. Derhjemme ville den blotte tanke have gjort mig rød af skam, men herude er jeg ligeglad med, hvad naboerne tænker. De aner jo alligevel ingenting, hvem de så end er. Folk bliver sjældent i Lovina ret længe, når de opdager, at koralrevene er døde og maden langt dårligere end sydpå. Nu springer turisterne i vandet med deres kluntede svømmefødder derude. Flere af dem snorkler allerede rundt for at få et glimt af de hjemløse tropefisk, der forsøger at gemme sig mellem forsteningerne. Wayan lægger diskret armen om mig.

– Sarapan-breakfast?

– Ya!

Ya er det eneste, jeg behøver at kunne udtrykke på indonesisk. Ja til morgenmad, ja til hans hånd, der vækker min skulder under T-shirten.

– Kekasih, hvisker han og kysser mig på håret. – Kekasih ...

Kekasih er blevet synonym med mig herude, og jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg kan høre, at han mener det kærligt, og det er det vigtigste. Efter alle årene alene har jeg lært at prioritere mine behov. Han rækker mig hånden og hjælper mig op at stå.

– Terimah kasih!

– Tidak apa-apa! You’re welcome!

Han udtaler ordene langsomt, men jeg gentager dem ikke, som jeg plejer.

– Ved du, hvad det værste er, Wayan?

Han bukker sig og børster min sarong fri for sand med lange, rolige strøg.

– Det værste er, at jeg tænker på dem hver eneste dag. Begge to. De fortjener ikke, at nogen tænker på dem, men jeg kan ikke lade være, kender du det?

Hans klipklapper giver små, svuppende lyde fra sig, og jeg trækker forsøgsvis sarongen sammen om benene. De laver saronger til pygmæer herude.

– Very cheap, madam! Salak, yes? Papaya? Look, look!!

Frugtsælgerne omringer os, og en strandsælger vinker til mig med en af sine strandkjoler og råber et eller andet. Jeg forstår ikke, at de gider blive ved med at antaste mig uge efter uge, men de kan vel ikke kende forskel på mig og de andre kvinder.

– Maybe tomorrow, madam?

– No.

– Good quality! Look!

– No.

De pifter, idet vi passerer, og Wayan nikker op mod vores stamrestaurant. Jeg ved, at han vil bestille stedets continental breakfast, der ikke har noget med continental breakfast at gøre. Til hans fødselsdag prøvede jeg at forkæle ham med en overnatning på Bali Hilton International, men han sad bare og stak til morgenmaden og vidste ikke, hvilke gafler og skeer der hørte til hvad. Nu nikker han til den yndige Sujatmi, der står klar med menukortene.

– Salamat pagi!

Hun ser kun på mig.

– Good morning, madam. Would you like breakfast?

Hun slår ud mod et af de gode borde først fremme. Hendes opsatte frisure er pyntet med frangipaniblomster i dag. Hun må være jævnaldrende med Wayan, måske lidt yngre, men hendes ranke holdning giver hende et mere modent udtryk. Wayan har tendens til at slæbe benene efter sig, og når han sidder, falder han sammen i ryggen.

– Kekasih. You’re so beautiful, siger han og kærtegner mit hår, der er bleget af solen, som han kan lide det. Når han får øje på en blondine, kan han ikke lade være med at dreje hovedet, uanset hvordan hun ser ud.

– Coffee or tea, madam?

– Tea please. And a Coca-Cola for you?

Han nikker og læner sig tilbage.

– Terimah kasih.

Han får solen lige i ansigtet, og jeg kan ikke få nok af at betragte ham. Hans sortlokkede hår glinser i lyset, og huden gløder i mange nuancer, læberne er let spredte, øjnene halvvejs lukket i. Jeg sætter tænderne i et stykke papaya fra den obligatoriske skål med udskåret frugt, men det smager melet. Overmodent. Ville han mon stadig elske mig, hvis han vidste, hvad jeg havde gjort?

– Excuse me, madam, are you ready to order?

Sujatmi har skænket te for mig og serveret colaen med tre hvide sugerør. Hun smiler med munden alene, og jeg smiler tilbage. Utroligt, hvad man kan lære af en pige på atten-nitten år.

– Do you have champagne?

Hun noterer på sin blok med små, hårde streger.

– And two glasses.

– Of course, madam. Anything else?

– Yes.

De ser begge to spørgende på mig, og jeg er lige ved at prøve at få dem til at forstå, at det er en dødsdag, vi fejrer. Treårsdagen for mit mord på to mennesker, der ved gud fortjente det, men jeg bestiller to continental breakfasts med ekstra pandekager i stedet.

– I am just so very happy, that’s all, siger jeg, og Sujatmi oversætter for Wayan, der beder hende svare, at han har det på samme måde. Han har sådan nogle helt fantastisk lange øjenvipper, når han slår blikket ned. Mine hænder knuger hinanden.

– Jeg har aldrig elsket nogen så meget, som jeg elsker dig, siger jeg, og Wayan vinker til en af sine venner, der kommer gående med et surfbræt under armen. Havet har fået hvide skumtoppe nu. Det er ved at blive højvande.

Frederiksberg

Tre år tidligere

Engang levede jeg for øjeblikke som dette.

– Ryk lige lidt tættere sammen, kom! Ja, sådan! Og kan vi så få et kys?

Isak ler, så jeg kan se de bagerste kroner i hans overmund.

– Du mener sådan her ...?

Han tager mig under hagen og drejer mit ansigt i den rigtige vinkel, der får blitzen til at eksplodere ud over min kind. Hans ånde smager af mint, da vores læber mødes i et langt, stillestående kys, og jeg vil aldrig kunne fortælle ham, hvor meget smagen minder mig om tandlægebesøg. Hvor meget, jeg ville ønske ...

– Lidt mere action, kom!

– Action?

Isaks læber kradser mod mine. Han er tør i munden, men hans tungespids føles glat mellem mine tænder.

– Ja, sådan! Mere af det!

Han trækker sig bort i et ryk, og hele cafeen holder vejret bag aviserne. Gennem cigaretrøg og søndagsjazz i skrattende højtalere, der sender loops gennem Sarah Vaughans Embrace me, my sweet embraceable you.

– Det må vist være nok med det, siger han, og jeg møder ti par øjne, der pludselig får travlt med at se ned og bladre, så aviserne rasler. Journalisten ser op fra sine papirer. Hendes blik får mig til at tænke på knappenåle.

– Har du fået de billeder, du skulle bruge, eller ...?

Fotografen stiller prøvende skarpt på Anna, men opgiver, da hendes hår sænker sig over brynene. Han lader kameraet falde og sukker.

– Ja. Jeg smutter nu.

– Fint. Så ses vi. Vær lige forsigtig, derude. Det er helt sikkert glat.

Journalisten stryger åndsfraværende sit lange, blegede hår bort fra ansigtet og tænder båndoptageren. Skubber den hen over ridserne i cafebordet og læner sig frem mod Laura, der rører klumpet flødeskum ud i sin kakao, så skeen klirrer mod porcelænet.

– Du må holde op med det der, kan du det? Det går lige i mikrofonen.

Der er noget kejtet over hendes henvendelse. Hun har helt sikkert ingen børn, registrerer jeg og griber skeen, før Laura kan nå at røre videre. Rækker bagover og lægger den fra mig på bardisken. Laura sparker til det nærmeste bordben, så vores kopper flyder over, og journalisten smiler. Det ser ud til at falde hende svært.

– De sidste par år har I vadet i succes, kan man roligt sige ...

– Ja?

Isak læner sig en smule frem.

– Ja, og jeg vil gerne starte med at spørge jer, hvordan det egentlig er at være familien Lauretius for tiden?

Kulden i hendes stemme foruroliger mig, men Isak lægger bare an til et af smilene, der får kvinder over hele landet til at sende ham åbne invitationer med rød pen og mobilnummer.

– Det er sjovt, at du spørger, siger han og ser fra mig til pigerne. – For hånden på hjertet: Så sent som for lidt siden tænkte jeg faktisk på, hvor godt vi har det. Det er jo et helt utroligt privilegium at have mulighed for at lave det, man virkelig brænder for.

– Peptalk, mener du?

– Ja, ja, tv-programmet er jo bare en lille del af Lauretius Coaching. Men jeg tænker i allerhøjeste grad på os begge to.

Isaks hånd føles kølig og klam, da han lægger den over min på stolekanten.

– Som ægtemand er det ... jamen, jeg har dårligt ord for, hvor livsbekræftende det er at se Linn udfolde sit potentiale som forfatter og modekommentator, og jeg mener ...

– Så det er en drømmesituation for jer?

Isak nikker langsomt.

– Noget af det der slår mig, nu hvor jeg er blevet ældre, er, hvor travlt jeg havde med at bevise alt muligt, da jeg var yngre. Det gælder for mange i min generation, tror jeg.

Han stryger Laura over håret, selv om hendes slangekrøller gør modstand. Vikler en af dem rundt og rundt som formuleringen, han drejer på plads.

– Min generation har jo haft en enorm frihed sammenlignet med vores forældregeneration, men først nu har vi tiden til at nyde det hele. Parforholdet. Børnene. Set i bakspejlet må jeg sige, at en af de ting, der har formet mit liv allermest, har været at få børn. Pludselig at opleve den her betingelsesløse kærlighed.

– Kan du konkretisere det lidt?

– Konkretisere?

– Ja, jeg går ud fra, at I er bekendte med præmisserne for ...

Isak hoster, som han gør på tv. Præcis så langt, at det virker som et punktum i samtalen. Smiler lidt mere og siger, at han faktisk er et dybt blufærdigt menneske. Hun må bære over med ham. Hans naturlige tilbøjelighed er at sidde i et hjørne og betragte livet omkring sig.

– Det ved du da om nogen, elskede?

Isak taler lige så meget til alle de halve ører bag aviserne, som han taler til mig. De første par år føltes det mærkeligt med det konstante publikum. I dag føles det mærkeligere uden.

– Jamen selvfølgelig, skat.

Jeg blinker til journalisten, men hun ser bare lige igennem mig.

– Man tror det nok ikke, men Isak er faktisk et virkelig privat menneske. Det er vi begge to.

Hun knipser hætten af en sort Mont Blanc Classic.

– Ja, det er jeg sikker på.

Hun skriver med blåt blæk. En lang tråd af skråskrift, der ender i to udråbstegn.

– Men som jeg sagde, før jeg blev afbrudt, går jeg ud fra, at I er bekendte med præmisserne for portrætinterviews af den her type? Vi vil om bag facaden. Ellers er der jo ingen pointe i at bruge 10-15 sider på jer, for at sige det som det er.

– Det er klart.

Jeg smiler.

– Ja, det håber jeg.

– Selvfølgelig. Vi har da glædet os til at have jer iblandt os de næste par dage. Virkelig. Det er jo en fantastisk mulighed for at nuancere mediernes billede af os.

Journalisten løfter det ene bryn.

– Og det er tiltrængt, synes du?

Hun kunne godt lære at skjule sin modvilje lidt bedre.

– Ja, selvfølgelig synes jeg det. Isak og jeg er jo offentlige personer med alt, hvad dertil hører. For eksempel, at alle har en mening om os uden at have ret meget at have den i.

Hun løfter brynet lidt højere.

– Og din blog har vel ikke ligefrem gjort meningerne færre, går jeg ud fra?

Hun hentyder til www.bitchbixen.com, der startede som en frustration over kendte danskeres dårlige tøjstil og er endt som Danmarks mest læste blog i år.

– Det er vel altid omkostningsfuldt at gå ud i medierne og nedrakke andre på den måde, siger jeg.

– Så hvorfor gør du det?

Jeg forsøger at få øjenkontakt med Isak, der sidder og studerer bagsiden af menukortet. Det lykkes mig ikke, og jeg føler mig træt ind til benet, da jeg rejser mig. Sender min lykkeligste latter ned over mikrofonen og slår ud med armene mod kagerne i cafeens glasmontre.

– Det må vist være tid til et stykke hindbærtærte, eller hvad siger I?

Endelig vågner Isak op. Det vidste jeg, at han ville.

– Jeg tror, at jeg springer over, skat. Mig og kager, du ved.

– Nå ja, det er sandt. De giver dig ondt i maven.

Isak rødmer, og det klæder ham. Han lader mig redde os ud af penible situationer lidt for ofte, og når alt er tilbage på sporet, fortsætter han bare, som er intet hændt.

– Jeg har altid tolket hele min eksistens i mødet med de kvinder, jeg har elsket, hører jeg ham sige, inden jeg vender mig væk. For jeg ved, at historien om pigernes mor, der døde i barselsseng, er lige på trapperne, og jeg kan stadig bedst holde ud at høre den med ryggen til. Så jeg afgiver min bestilling til et mut pigebarn, der ikke foretager sig stort andet end at svinge med sin hestehale. Hører med et halvt øre Isak sige, at han savner Karie hver dag. Hendes milde væsen. Han udtaler Karie på dansk som Marie med K. Ka-rie, og det skurrer i mine ører, som al hendes væsen skurrer i mine øjne, når jeg tilfældigt falder over billeder af hende i skuffer og skabe. Hendes hektisk plettede kinder. Jeg forstår godt, at Isak kun omtaler hende ved lejligheder som denne.

– Flødeskum eller cremefraiche?

– Flødeskum på tre af dem. Ikke noget på den fjerde.

– Og betaler du med dankort?

– Undskyld?

– Betaler du med dankort, spørger jeg.

Jeg kaster et blik i retning af cafébordet, hvor Isak har lagt ansigtet i professionelle lyttefolder. I panden, omkring øjnene. Det prikker i mine fingerspidser.

– Vent lige, kan jeg få fem hundrede over?

Isak sidder med et af Karies mange afskedsbreve i hænderne. Jeg kan kende hendes store, åbenmundede bogstaver, når jeg ser dem. Altid på det samme linjerede blokpapir, men jeg forstår ikke, hvorfor kanten på papiret dirrer sådan. Karie sendte jo sine afskedsbreve i alle retninger i årevis, så hendes ord og halvkvædede hilsener dukkede op de mest usandsynlige steder. Med tak for alt, Karie Lauretius. Flere aviser trykte dem endog mellem år og dag og gjorde helvede hedt for Isak, men han måtte jo kunne lide det et eller andet sted. Ellers var han vel skredet, inden børnene gjorde alting mere kompliceret, end det allerede var.

Jeg signerer tærtekvitteringen og rækker den til pigebarnet, der puster en kæmpe boble og suger den tilbage i mundhulen med et smæk. Og med rolig stemme hører jeg Isak spørge journalisten, hvad hun egentlig antyder lige nu? Jeg står helt stille. Journalisten stiller et eller andet hårdt fra sig på bordet.

– Adskillige kilder, jeg har talt med, har karakteriseret Karie som deprimeret. Selvmordstruet. De anså det for højst sandsynligt, at hun ...

– Men det gjorde hun ikke.

– Hvad gjorde hun ikke?

– Hør lige her, jeg kan absolut ikke se nogen grund til, at pigerne skal høre det her. Karie døde af komplikationer i forbindelse med Lauras fødsel. Vi kan sagtens tale videre i morgen, på tomandshånd. Det vil jeg meget gerne. Vi har jo en aftale klokken 15.

– Så er der serveret alle sammen!

Isaks lyttefolder glatter sig, så snart han ser mig med hindbærtærte og hvidriflede servietter. Han rejser sig galant, henter en håndfuld kagegafler og de sidste tallerkner og holder min stol.

– For at vende tilbage til det, du startede med at spørge om, siger han, mens Laura puster bobler i sin kakao med et par sugerør – ... så må jeg sige, at vi har et fantastisk liv, også bag facaden.

Jeg griber sugerørene og bøjer dem på midten.

– Det er sjældent i vores individualistiske tid, er det ikke, Isak? spørger jeg, og han nikker alvorligt.

– Lige netop. I vores individualistiske tid er der jo utrolig mange, der ikke tør åbne sig for kærligheden og hengivelsen, og hver eneste minut er jeg dybt taknemmelig for, at jeg evnede det endnu en gang. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har Linn. Det er jo et kæmpe privilegium at dele mit liv med en så smuk, begavet og talentfuld kvinde.

Jeg er så vant til Isaks komplimenter, at jeg må anstrenge mig for at rødme, men journalisten ser slet ikke, hvor godt det lykkes. Hun ser bare direkte på Isak. Løfter det ene bryn.

– Aha?

Hendes ord har en umiskendelig, spottende klang, men Isak hører kun sig selv.

– Uden at sige for meget kan jeg godt røbe, at vi har et helt utroligt jævnbyrdigt forhold bygget på absolut gensidig tillid og respekt. Der er intet usagt imellem os.

– Og ingen løgne, supplerer jeg.

– Netop, Linn. Ingen løgne. Vi lever jo et så ... særpræget liv, at ærlighed er et absolut must.

Isak har altid fascineret mig, når han gestikulerer sig vej gennem sætningerne som nu. Han hakker luften med armbevægelser, der falder præcis et halvt taktslag efter hans ord. Jeg kender ingen andre, der kan understrege sine pointer med rytme alene.

– Isak, elskede, prøv lige at fortælle om dengang, du ...

Journalisten hoster tørt.

– Du skrev Maxim Bar, din eneste romansucces, for præcis otte år siden?

Jeg kan ikke holde ud, at det giver et sæt i mig.

– Og?

– Din flossede selvbiografiske stil blev kaldt ... lad mig lige se ...

Hendes negl løber ned over et par siders notater.

– Prosaens svar på PJ Harvey. Oversat til femten sprog og nomineret til flere internationale priser. Så hvad skete der?

– Med hvad?

– Ja, med dig. Du blev udråbt til et af din generations største håb?

– Jeg gik andre veje.

Isak undskylder sig. Har jeg set toiletterne?

– De er til højre for baren. Kan du se dørene derovre?

– Nåh, derovre. Alle tiders.

Han passerer tæt forbi min ryg, men uden at røre mig. Utvivlsomt tror han, at han gør mig en tjeneste. Som dengang Kridthuset udkom, og Lindring et par år senere, og han aldrig kommenterede anmeldelserne med et ord. Lindring fik én stjerne i Berlingske Tidende, en sur anmeldelse af en feministisk anmelder i Weekendavisen og fem linjer i Jyllands-Posten, der opfordrede alle til at læse Maxim Bar og ingen til at læse “de aktuelle pseudobekendelser” citat slut. Slet ingen anmeldelse i Politiken, der ellers trykker mine bedste skriverier fra Bitchbixen hver eneste uge på bagsiden af livsstilssektionen. Laura rykker tæt ind til mig.

– Skal vi ikke snart hjem? Jeg lægger armen om hende.

– Lige om lidt, skat. Lyt lidt til din ipod, hvis du keder dig. Her, nu skal jeg finde den.

Jeg smiler prøvende til journalisten, men hun spørger bare, om jeg vil sige et eller andet.

– Jamen, det er egentlig meningen, at det skal være en hemmelighed ...

– Så tænk lige over, om du vil fortælle mig det. Når ordene er ude, er de ude, ikke sandt? Det er straight business fra min side. Jeg skriver, hvad mine kilder siger, hverken mere eller mindre.

Det er sikkert glimrende, at hun tager mig for at være komplet idiot. Det plejer Isak at sige. Folk, der har tendens til at undervurdere, opfatter generelt for lidt. Jeg håber, at jeg ser tilstrækkeligt tankefuld ud.

– Det er fint, at du siger det, men det er sikkert et meget godt tidspunkt at røbe, at jeg faktisk er ved at lægge sidste hånd på en stor generationsroman. Den udkommer til næste efterår. September, regner vi med.

– Og titlen?

– Arbejdstitlen er Venter på Yazoo. Efter bandet, du ved.

– Nej?

Jeg er lige ved at spørge hende, hvor hun dog tilbragte 80’erne, men heldigvis nærmer Isaks fodtrin sig min stol. Han lyder altid så velovervejet, når han går.

– Er det ikke en skøn titel, Venter på Yazoo?

Han giver mine skuldre et klem, der gør ondt helt ind i knoglerne.

– Det bliver en intet mindre end fremragende roman, kan jeg godt sige dig. Linns talent er jo lysende. Lad nu vær’ med at være beskeden, skat. Jeg ville jo ikke sige det, hvis jeg ikke mente det.

– Så du læser altså med på sidelinjen?

Journalisten skraber irriteret flødeskummet af sit kagestykke, præcis som jeg havde forudset. Da vi andre bestilte kakao med flødeskum, bad hun udtrykkeligt om en danskvand med citrus. Isak smiler varmt.

– Det er klart. Enhver forfatter har jo brug for sparring, ikke?

Jeg tænker på de sidste fire år. Alle nætterne, der er gået med at blogge, stirre på mit Venter på Yazoo-dokument og skrive den samme sætning ned over side efter side. Alle morgenerne med Isaks evindelige spørgsmål om, hvor langt jeg er nået. Side 420? Jamen, så er du jo snart i mål, skat. En enkelt morgen svarede jeg side 820, bare for at få en reaktion, men han smilede bare opmuntrende. Side 820? Jamen, så er du jo snart i mål, skat.

– Jeg havde aldrig fået skrevet en stavelse af min roman uden dig, elskede.

– Åh, hold nu op.

– Nej, men jeg mener det!

Jeg kysser ham på kinden, så min læbestift afsætter et dramatisk ‘o’ på hans skægstubbe. Rækker ud efter en serviet og gnider det af med dvælende bevægelser, så ingen kan være i tvivl om, at fortsættelse følger, når vi engang er blevet alene.

Når jeg sådan rigtigt betragter Isak, kan jeg stadig se og mærke, hvad der tiltrak mig for syv år siden. Eller mere. Syv et halvt. Han ser forbi mig.

– Hvor er Anna? spørger han. Har du set hende?

– Anna?

Han udtaler navnet så dramatisk, at jeg først tror, han mener sin mor, Anna Elisabeth Lauretius, men hende kalder vi sjældent andet end Betsy.

– Du har ikke set hende?

– Nej?

– Men hun var her jo lige før, ikke? Hun sad lige der ved siden af Laura og drak kakao.

– Åh, du mener ...

Jeg afbryder mig selv.

– Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sagt det i tidens løb. Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej. Hver eneste gang, jeg har været uopmærksom et øjeblik eller har vendt ryggen til. Anna har altid været mest til stede i alle de situationer, hvor hun ikke er der.

– Har du prøvet hendes mobil?

– Hvad er det nu, hendes nummer er?

– Åh, er det ikke noget med ... Laura, gider du lige finde det?

Jeg trækker i frakken og tager en dyb indånding.

– Undskyld, må jeg lige skubbe lidt til dig? Mange tak. Undskyld? Jeg skal lige forbi.

Før jeg mødte Isak, maste jeg mig vej igennem hvad som helst og gav folk fingeren, hvis de protesterede. Jeg respekterede ingen, der sagde tak og undskyld uden at mene det.

– Jeg kan sagtens klemme mig igennem. Tak skal du have.

Jeg åbner cafédøren, og alting virker så tyst derude, selv om sneen er begyndt at fyge. En enkelt cyklist bevæger sig fremad i tilsneede hjulspor, højt belæsset med poser, og i en nøgen trækrone dingler en enlig lyskæde. Jeg stiller mig under den for bedre at kunne se tasterne på min telefon og trykker, hvad jeg formoder er Annas nummer, men forbindelsen bliver afbrudt. Jeg prøver igen, selv om jeg ved, hvad resultatet vil blive.

– Kan jeg gøre et eller andet?

Journalisten står bag mig. Jeg kan fornemme hendes ånde mod min hals.

– Nej, hvad skulle det være?

Vi står lidt i stilhed og betragter cyklisten, der mister balancen og falder ned i en snedrive. Han bliver liggende en stund, inden han besværet rejser sig og samler indholdet af sine poser sammen. Græskar i alle størrelser ud over kørebanen. Journalisten træder nærmere.

– Forsvinder hun tit?

– Hvem?

Jeg knapper min frakke hele vejen ned og slynger min ræv om halsen.

– Ja, Anna, jeres datter. Forsvinder hun tit?

Jeg vender mig langsomt.

– Jeg ved ikke engang, hvad du hedder?

Hun har en tung, mørkeblå uldfrakke omkring sig. En Paul Smith at dømme ud fra det bolchestribede for ved ærmet. Vi rækker hånden frem samtidig.

– Kate Klarlund.

Hendes hånd føles overraskende varm i min. Hun klemmer til.

– Nå, er det dig?

– Hvem?

Hun ser køligt på mig, men hendes højre mundvig er knap så nedadvendt som før, og jeg kender legen. Morskaben ved den. Jeg plejer også altid at bringe folk på glatis, når de taler, før de tænker.

– Ja, dig med de alle de store portrætinterviews og featureartikler rundt omkring. Jeg læser dig skam med stor fornøjelse.

– Virkelig?

Jeg vælger at overhøre den sarkastiske tone i hendes svar og takker i mit stille sind Isak. Det var ham, der lærte mig, at jeg kunne vælge den slags til og fra.

– Dejligt at få sat et ansigt på dig, Kate. Du ved, hvordan det er; man forestiller sig alt muligt, når man kun ser et navn.

Hun drejer hovedet mod cafédøren, og jeg ved allerede, hvad hun ser. Isak, der står lænet op ad baren og taler i mobiltelefon, imens tjenerens hestehale går som halen på en hund. Hun har pariserrøv og push up-bh, kan man se, når hun bøjer sig over cafébordene foran ham for at rydde af. Kate spørger, hvordan jeg har det med, at kvinderne sværmer for Isak på den måde.

– Jamen, det tager jeg da som en stor kompliment, det er klart.

Kate betragter tankefuldt sceneriet ved baren. Hun har i grunden smukke træk i profil.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på Maxim Bar, siger hun. – Linn Denise og hendes hævnaktion mod Mark. Jeg har genlæst den nogle gange, senest forleden.

– Er det sandt?

Jeg ser den for mig. Linn Denise, der vender vrangen ud på sin jalousi og forfører sin kærestes erobringer en efter en. Jeanette med parykken. Kira med de matchende lysestager i vindueskarmen. Sten med det urolige blik. Maya, der begynder at græde, bare man rører hendes ben. Linn Denise får dem til at forelske sig i sig, og når det er sket, forlader hun dem med en note: Hvis du nogensinde knepper Mark igen, ser du mig aldrig mere.

– Får du ikke lyst til at gøre som dit alter ego, Linn?

– Mit alter ego?

Jeg ler og sms’er Anna. Tager mig god tid. Call. Worried. Kys L.

– Jeg kan faktisk dårligt huske, hvad mit såkaldte alter ego gør, helt ærligt.

Selv den mest åbenlyse løgn vil se bedre ud på tryk end sandheden, der længe har været, at Isak lever sit eget liv, og jeg lever mit. Det er ikke med min gode vilje, og måske er det heller ikke med hans. Jeg tør ikke spørge ham af frygt for, hvad han vil svare.

– Linn Denise er ikke længere dit alter ego, er det sådan, jeg skal forstå det?

– Linn Denise og jeg har aldrig delt andet end for- og mellemnavn. Det andet er pressens historie. Ikke min.

– Og dog slog du slægtskabet fast i hvert eneste interview, jeg er stødt på. Nu har jeg ikke lige de eksakte citater her, men i Weekendavisen udtalte du for eksempel noget i retning af, at Linn Denise var alle de optrævlede sider af dig selv. Dem, du helst ikke ville være ved.

– Jeg ville sælge bøger, og det gjorde jeg.

– Er det dit svar?

Vi ser på hinanden. Forhåbentlig er det undren og ikke medlidenhed, jeg kan spore i hendes blik.

– Ja. Selvfølgelig er det mit svar.

Jeg lukker øjnene og ser mig selv. Linn Denise Larsen. Jeg står foran mikrofonerne og prøver at dække min nøgenhed med alle mine bekendelser. Forliste kærlighedsforhold, jalousi og sex for penge. Jeg ved ikke bedre end at svare, når jeg bliver spurgt, men ligegyldigt hvor meget, jeg bekender, er der ingen, der kender mig, når jeg lukker min dør. Den etværelses på Vesterbrogade. Jeg boede der i ti år, men den føltes aldrig som mit hjem.

– Hvordan kan det egentlig være, at du udskiftede Linda med Linn?

– Hvad mener du?

Kate lader mine ord hænge i luften lidt for længe.

– Nu er det jo relativt let at finde ud af, at du hed Linda hele din skoletid.

– Du har talt med mine skolekammerater?